Karin Hoffmann Psykoterapi

Lidt om hvem jeg er....

Titlen MPF betyder, at jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening.

Det er din garanti for, at jeg arbejder med faglig kompetence og etisk ansvarlighed.

Du kan læse mere på dette link - klik her.

Med en baggrund som sygeplejerske, eksistentiel psykoterapeut og sorgrådgiver har jeg mange års erfaring med at støtte mennesker i livskriser, sygdomsforløb og svære tab.


Det vigtigste for mig er at skabe et møde i øjenhøjde – præget af nysgerrighed, respekt og anerkendelse af din integritet. Jeg arbejder helhedsorienteret og ser både tanker, følelser og kropslige sansninger som en del af det menneske, du er. Samtidig har jeg fokus på relationernes betydning og den gensidige påvirkning, der altid er til stede.


Jeg ser det som min primære opgave at støtte dig i at afklare, hvad der er betydningsfuldt for dig, og hjælpe dig med at finde din egen vej i det, der er vanskeligt.


Eksistentiel psykoterapi handler for mig personligt om at udforske de grundlæggende vilkår i livet: frihed, dødelighed, isolation og søgen efter meningsfuldhed. Vores samtaler kan give dig et rum til at undersøge, hvordan disse vilkår viser sig i dit liv, og hvordan du kan tage ansvar for dine valg og finde en autentisk retning.


Ved siden af mit arbejde som psykoterapeut er jeg sygeplejerske på Akuttelefonen 1813 og frivillig rådgiver hos Livslinien. Det er vigtigt for mig at være dér, hvor mennesker har allermest brug for støtte – både i mit professionelle virke og som menneske.

Karin Hoffmann

Psykoterapeut MPF, sorgrådgiver og sygeplejerske


Lidt (MERE) om hvem jeg er....


En, der (be)mærker stemninger før ord.
En, der finder overskud og glæde i kontakt med naturen.
En, der samler på øjeblikke af ro og stilhed.

En, der fortsat arbejder på balancen mellem struktur og spontanitet.
En, der tror på, at det gør en forskel at lytte.
En, der foretrækker at starte (og slutte) dagen med en kop kaffe.

Privacy policy

OK
unsplash