Psykoterapi betyder (løst oversat fra græsk) at støtte eller hele sjælen.
Det beskriver i mine øjne fint, hvad terapi handler om: at skabe lindring, klarhed og udvikling gennem samtale, refleksion og menneskelig kontakt.
Psykoterapi er ikke kun én bestemt metode eller løsning, og er oftest et forløb med samtaler, hvor du får mulighed for at udforske dine tanker, følelser og oplevelser i et trygt og fortroligt rum.
Eksistentiel psykoterapi tager udgangspunkt i de helt grundlæggende vilkår, vi som mennesker står overfor: vores frihed til at vælge, vores dødelighed, det ansvar vi bærer for vores liv, og vores søgen efter mening i det, vi oplever.
Det handler altså om at udforske, hvordan vi forholder os til livets store spørgsmål og de udfordringer, der kan opstå, når livet føles tungt eller meningsløst og om at livet nogle gange kalder på en dybere dybere forståelse af, hvem du er, og hvad der fylder i dit liv.
Samtalerne kan f.eks. også give dig mulighed for at undersøge de mønstre, vaner eller tanker, der måske holder dig fast i noget, der føles tungt, og støtte dig i at opdage nye måder at forholde dig til dine udfordringer på.
Jeg har ingen forventning om, at du på forhånd kender alle dine svar. Nogle dage vil du mærke et klart svar, andre dage ikke og måske er det netop derfor, at du vil have mulighed for at se på det som fylder og så finde frem til det, du søger.
Eksistentiel psykoterapi møder dig som det hele menneske, du er med dine tanker, følelser, kropslige fornemmelser og behov for kontakt. I terapien arbejder vi sammen med det, du tænker. Det, du føler. Det, du mærker. Det, din krop husker. Og med det liv, du er en del af, dine relationer, dine omgivelser, og den måde du er i kontakt med verden på.
Eksistentiel terapi kan netop hjælpe dig med at forstå, hvordan du påvirkes af – og selv påvirker – det, du er en del af. Også når du oplever, at forbindelsen til dig selv eller andre er svag, utydelig eller helt fraværende.
Som eksistentiel terapeut ser jeg det ikke som min rolle at give dig svar eller rette dig som person.
Du vil opleve at blive stillet spørgsmål som: “Hvordan er der i dig lige nu og her?” eller “Hvad mærker du, når jeg siger dette?”
Jeg ser det som min opgave er at være til stede sammen med dig med fokus på nærvær, autenticitet og kontakt. Jeg vil støtte dig i din egen refleksion og udforskning af det, som fylder hos dig lige nu og her. På den måde, tror jeg, du får bedst mulighed for selv at få øje på og bemærke dine mønstre, følelser og valg tydeligere.
Jeg bruger mig selv aktivt i samtalen – mine observationer og reaktioner – og deler dem gerne med dig. Dog kun, hvis du ønsker det, og jeg vil derfor altid spørge dig om tilladelse først. Det kan for eksempel være en feedback på det, du fortæller: "Hvad sker der i mig, når du deler dette.. Eller hvilke følelser bliver jeg selv berørt af, når du beskriver en bestemt situation".
Formålet er at skabe et trygt rum, hvor du får mulighed for at se på og reflektere over dine relationer – og over din egen påvirkning af og med andre mennesker. Mere direkte handler det om, at du kan få en ærlig og ufiltreret tilbagemelding fra et andet menneske på, hvordan det du siger og gør, kan blive opfattet. Og det sker i et trygt rum, hvor du ikke skal tage hensyn til relationer, som du måske ville beskytte i dit privatliv. På den måde kan du undersøge situationer mere frit og måske endda øve dig i, hvordan du ønsker at handle eller reagere anderledes fremover.
Eksistentiel psykoterapi arbejder ikke som sådan med opgaver, lektier eller læresætninger, du skal kunne.
Med mindfulness og enkle meditationsteknikker kan du dog også få støtte til at lytte til dine følelser og kroppens sprog og signaler og min erfaring er at det vil støtte dig i din egenrefleksion og udvikling.
Jeg håber, at vores samtaler kan hjælpe dig med at opdage nye perspektiver, styrke din selvforståelse og skabe grundlag for varige, autentiske forandringer – både i dit forhold til dig selv og i dine relationer.
Udfordringer, psykoterapi kan støtte dig i....
Sorg og livskriser
Du kan få støtte til at være i tab, sygdom, skilsmisse eller andre store forandringer og og fortsat finde din mening midt i det.
Stress, ubalance og uro
Du kan øve dig i at mærke din krop, dine behov og at forstå de daglige krav og bekymringer, der fylder i dit liv.
Tristhed og nedtrykthed
At rumme og leve de følelser og tanker, der gør livet tungt, og finde dine veje til indre ro og klarhed.
Frihed og ansvar
at reflektere over dine egne valg og muligheder, og mærke den indflydelse, du har på dit liv – også når det hele føles tungt og begrænsende.
Relationer
Du kan udforske, hvordan du er i kontakt med andre, og hvordan dine mønstre og reaktioner former dig og dine relationer.
Selvværd og selvtillid
Du kan arbejde med at styrke din oplevelse af din egen værd og din ret til at være dig.
Traumer og svære oplevelser
Du kan arbejde med at forene dig med det, der stadig påvirker dig og din hverdag fra fortiden.
Vaner og afhængighed
Du kan undersøge mønstre og følelser, der driver dine handlinger, så du kan handle mere bevidst, nærværende og i overensstemmelse med dine indre værdier og overbevisninger.


Dette er på ingen måde en komplet liste over de udfordringer, du kan arbejde med i psykoterapi.
Alle mennesker er unikke, og et forløb hos en terapeut kan støtte dig i alt, der fylder i dit liv – også det, der ikke står nævnt her.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes Karin Hoffmann Psykoterapi
CVR 45262340